Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt.
Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste sår
blot ved at se på hinanden
og glatte hinandens hår.
(Viggo Stuckenberg, 1901)
Ondt i parforholdet
I parforholdet oplever vi de dejligste følelser af samhørighed og kærlighed, erotik og sex. Men sommetider oplever vi også den dybeste ensomhed og fortvivlelse, vrede og aflukkethed, ja ligefrem dødhed.
Kender I det?
- Taler I forbi hinanden, eller taler I slet ikke?
- Er der særlige ting, der irriterer dig ved din partner?
- Føler I, at kontakten mellem jer er præget af bebrejdelser?
- Kan I ikke helt huske, hvorfor det lige netop er jer to, der er sammen?
- Er sexlivet utilfredsstillende, eller er det gået i stå?
- Føler I jer ikke længere som ligeværdige – er en af jer ramt af sygdom, stress eller andet?
- Kan den ene af jer ikke længere holde trit med den anden? Løber den ene af jer for stærkt?
Det er tydelige tegn på, at I mangler den kærlige forbindelse. Når den er svag, så bliver hverdagen en udfordring – selv små, små ting bliver kæmpestore problemer og kan føre til skænderier eller perioder med kølig tavshed.
Vi arbejder ikke med de praktiske problemer, men vi tager udgangspunkt i dem for at finde ud af, hvad der driver den mekanisme, der trækker jer fra hinanden, når I har aller mest brug for hinanden.
Jeg bruger en blid metode til at hjælpe par med at genskabe den kærlige forbindelse, hvad enten de kommer med problemer som manglende gnist følelsesmæssigt eller seksuelt, vokset fra hinanden, kriser, traumer eller utroskab. Et forløb hos mig kan hjælpe jer med at blive sammen eller at komme fra hinanden på en bedre måde.
Parterapien er også hjælpsom, hvis en af jer har en sygdom, har stress eller en anden belastning. I kommer til at stå stærkere som par, og I kommer også til at stå bedre som individer.